Aya, en patient på RCT, der har oplevet flere voldtægter og overgreb både som barn og voksen, beretter om en af sine oplevelser på sygehuset. Vi kommer også med nogle gode råd til at øge patienters oplevelse af tryghed og autonomi i undersøgelser og behandling.
Aya kommer på sygehuset til en almindelig forundersøgelse forud for en mindre operation. En høflig læge tager imod hende. Han undersøger hendes nakke, og efterfølgende skal der bl.a. tages blodprøver og EKG. Aya siger ikke rigtig noget under forløbet, men hun gør, som hun får besked på. Det vil sige, når lægen siger:
“Hvis du lige tager blusen af og lægger dig her, så sætter jeg de her ting på dig. Der er ikke noget, som gør ondt. Det tager kun et par minutter” så gør hun netop det: Tager blusen af, lægger sig på briksen osv.
Det lyder formodentlig som et genkendeligt scenarie for mange. For mennesker, der har været udsat for traumatiserende og grænseoverskridende adfærd i form af bl.a. vold, tortur, seksuelle overgreb og voldtægt, opleves det dog ikke nødvendigvis bare som en rutineundersøgelse.
Aya beskriver, hvordan rutineundersøgelserne og forløbet efter forværrede hendes tilstand. Om den indledende undersøgelser på sygehuset siger hun:
“Jeg ved, vi er to helt forskellige steder. Han er i gang med at udføre en rutineundersøgelse på mig på sygehuset. Jeg bliver voldtaget af en menneskesmugler i Tyrkiet”.
Aya ved godt, at lægen ikke vil gøre hende ondt. Alt i hende reagerer dog, som om han vil. Fornemmelsen af at en mand i en magtposition rører ved hende, at han er tæt på hende, at hun ikke har kontrol over sig selv, situationen og sin krop medfører voldsomme genoplevelser af en af de voldtægter, hun har oplevet. Det vil sige, at hun føler, hun er tilbage i situationen, at hun bliver voldtaget igen og dermed kan mærke de samme fornemmelser i kroppen – smerterne, væmmelsen og frygten. Hun kan se det hele tydeligt for sig.
Efter undersøgelsen skal Aya blive på sygehuset indtil sin operation. Hun kan ikke længere fastholde den facade, som hun er vant til at bære. Hun græder, og angsten overskygger alt i hende. Både sygeplejersker og læger forsøger at vise sig fra deres mest empatiske sider, være støttende og beroligende. Flere gange får hun at vide, at de godt kan forstå, at hun er bange for operationen, at det er helt normalt, men at det nok skal gå. Aya beskriver på RCT, hvordan hun føler sig endnu mere alene i det øjeblik, hvor de prøver at berolige hende i forhold til noget, som hun slet ikke frygter – når de forsøger at spejle noget, der ikke er der. Angsten forværres kun. En enkelt sygeplejerske kommer med en stikkende bemærkning om, at så slemt er det altså heller ikke, og måske kan Aya tage sig lidt sammen. Aya føler sig endnu mindre forstået i det øjeblik.
Ayas reaktioner er klassiske traumereaktioner. Lægerne og sygeplejerskerne ved ikke, at Aya har været udsat for seksuelle overgreb og voldtægt. Hun har ikke fortalt det til nogen, før hun kom på RCT, sågar ikke sin nærmeste familie. Hun er heller aldrig blevet spurgt om det før.
Vi kan ofte ikke se på mennesker, hvilke oplevelser de bærer med sig. I Danmark udsættes ca. 68.000 kvinder og 15.000 mænd årligt for seksuelle overgreb1. Blandt flygtningekvinder og fordrevne kvinder i komplekse humanitære krisesituationer har ca. hver femte været udsat for seksuelle overgreb2. Herudover har et stort antal danskere såvel som flygtninge været udsat for overgreb i barndommen, ligesom Aya. Flere har også været udsat for vold, tortur mv. Det vil sige forskellige former for grænseoverskridende adfærd begået af andre mennesker, som kan medføre senfølger i form af bl.a. PTSD.
Når vi nu ved, at så mange mennesker udsættes for forskellige typer overgreb, og at en stor andel heraf oplever senfølger, så mener vi, at man bør overveje simple tiltag, der kan implementeres i alle former for konsultationer. Vi bliver nødt til at have en opmærksomhed på, at berøring i sig selv kan virke grænseoverskridende og fungere som traumepåmindere. Vi har derfor udformet 5 simple råd, der kan implementeres i alle konsultationer, der involverer berøring. Det kan f.eks. være hos lægen, sygeplejersken, sosu-assistenten, tandlægen, fysioterapeuten, kiropraktoren osv.
5 simple råd til en mere tryg undersøgelse:
1. Forklar patienten hvad du vil gøre.
2. Spørg hvordan patienten har det med beroring
3. Spørg om det er okay, at du gar i gang med undersøgelsen (og berøringen).
4. Trak vejret i 3-5 sekunder efter spørgsmålet, sả patienten får tid til at sige til eller fra. Dermed far patienten et valg. Oplevelsen af autonomi og tryghed øges
5. Hvis patienten viser tegn på utryghed. tristhed mv., sả spørg hvorfor eller hvad patienten reagerer pả. Hvis vi blot går ud fra, at vi har svaret, glemmer vi spørgsmålet.