Når vi behandler reaktioner på tidligere traumer, står patienternes liv ikke stille. Livet går videre og leves både i og sideløbende med behandlingen. Det kan både være på godt og ondt. Traumatiserede flygtninge oplever desværre ofte en del sociale problemer og til tider nye traumer, mens vi er i gang med at bearbejde de gamle.
I denne uge talte jeg med en ung mandig patient, og vi talte om, hvad der var sket siden forrige uges samtale. Han var blevet udsat for et voldeligt overfald, hvor han også var forsøgt røvet og truet med kniv. Han var på vej hjem fra arbejde og blev pludselig et helt tilfældigt offer. Han reagerede efterfølgende med tiltagende angst, smerter og ubehag. Han formåede dog at håndtere de reaktioner, som han oplevede. Han kunne bl.a. anvende de teknikker til beroligelse, som han allerede havde lært i behandlingen.Samme uge blev han udsat for nedværdigendende og diskriminerende behandling i en bus. En buschauffør stoppede pludselig bussen og ville smide ham ud. Chaufføren fik hjælp af et par mænd, der også begyndte at råbe ad ham. Uden at spørge gik mændene bare ud fra, at han ikke havde en billet. “Typisk sådan nogle som jer, der bare vil snyde og ikke betale”, fik han at vide. Han følte sig nedværdiget, da han stod der foran alle og blev beskyldt for ikke at have en billet. Det skal siges, at han er en mand, der lever efter reglerne og går op i netop dette, da han også lever med en konstant frygt for, at det mindste fejltrin kan påvirke hans opholdstilladelse. Der stod han så alligevel, lovlydig med en billet i hånden, og blev beskyldt for at snyde. Han forklarede, at han havde en billet, og han forsøgte at vise den igen. Ligesom han havde vist billetten, da han gik ind i bussen. Buschaufføren ville ikke se den, men ville have ham ud af bussen.
Råbene fra chaufføren og de andre mænd medførte flashbacks for patienten, der pludselig kunne høre fortidens bødler råbe samt mærke torturen og nedværdigelsen igen. Han blev bange, ked af det og vred. Han rystede. Han forsøgte at bevare roen, men kom til sidst til at råbe tilbage. En medpassager blandede sig, og han fik til sidst lov til at vise sin billet og køre videre. Buschaufføren nægtede at tale mere til ham. Mændene ligeså. Ingen undskyldte.
Da han kom hjem, rystede han fortsat. Flashbacks blev så massive, at han ikke kunne kende forskel på fortid og nutid. Han kunne ikke udholde minderne og livet, og han endte i en ambulance samme aften, da han så selvmord som eneste løsning, men heldigvis formåede at ringe efter hjælp.
Da han kom ind til mig i dag, troede jeg, at vi skulle tale om overfaldet. Men som han sagde “Alle kan jo blive udsat for det. Det er skræmmende, men det ved jeg kan ske. Alle bliver ikke udsat for det i bussen. Det handler om noget andet. Det er nedværdigende”.
Diskriminationen, forskelsbehandlingen, den nedværdigende behandling var altså værre end at blive slået ned og truet med kniv!
Når vi sidder og taler oplevelsen igennem, fortæller han, at han konstant spørger sig selv “hvorfor tog jeg den bus? Alle ved jo, at buschaufføren er ude efter os med mørkt hår”. Han ved, at samme scenarie er overgået andre. Han spørger sig selv “Hvorfor skulle jeg lige gå ud den dag” mv. Vi kan så arbejde med psykoedukation, kognitive teknikker til at håndtere tanker om skyld og skam mv. Ligesom vi arbejder med strategier til håndtering af flashbacks og bearbejdning af traumerne. MEN vi har også brug for at anerkende og tale om de oplevelser, man kan have med diskrimination som flygtninge i Danmark.
Vi aftalte, at vi kunne formulere dette sammen i en lille artikel. For når patienten spørger sig selv “hvorfor tog jeg bussen?” “Hvorfor mig?”, så kan han også finde en højere mening med oplevelsen: At han kan være med til at oplyse om, hvor ødelæggende diskrimination, fordomme mv. kan være. Det kan være mere ødelæggende end tilfældig vold. I dette tilfælde medførte det et kæmpe tilbagefald og behov for ekstra behandling.
Patienten ved godt, at menneskerne i bussen ikke er onde. Han ved, at de er uvidende eller prægede af uhensigtsmæssige forforståelser. De ved ikke, hvor stor en indvirkning det har, når de handler på den måde. Derfor vælger patienten her at tackle det ved at hjælpe med at oplyse om netop dét.
Håbet er, at man vil reflektere over sine forforståelser – tror vi hurtigere, at fyren med de brune øjne og sorte hår ikke har en billet? Bliver vi nærmest overbeviste om det, når buschaufføren går hen til ham? Tror vi, at han er en bølle, som skal skoles og råbes af?
Og selv hvis han havde været en bølle uden billet – så kunne man jo faktisk risikere, at han var en “bølle” med en historie, som man kunne overveje at tale til som et ligeværdigt menneske – eller hvad?